Weekend! Det vil sige, det er søndag og weekenden er faktisk ved at være slut. Jeg har lige 20 minutter at slå ihjel før jeg tager i biografen. Det er en velsignelse ikke at have et tv, for normalt ville man jo nok have tændt for fjernsynet i de 20 minutter og set et eller andet man egentlig godt kunne være foruden. På en måde er fjernsynets tændknap samtidig en fysisk og åndelig stand-by knap. Ind imellem er der da noget interessant og på en eller anden måde berigende i tv, men ofte ville man få langt mere ud af at løbe en tur, tage på café med nogle venner eller bare læse en god bog. Det sidste har jeg gjort en hel del og har netop afsluttet 'Undtagelsen' af Christian Jungersen. Det er en helt fantastisk bog om ondskab der flot giver et syn på menneskets natur. Da de 621 sider sluttede gik jeg straks i boghandlen igen og kom hjem med Leif Davidsens "Dostojevskijs sidste rejse" og Kazanski trilogien af Jens Henrik Jensen. Jeg tror også at jeg vil købe "KRAT" af Christian Jungersen, som var hans debut.
Rusland og Østeuropa facinerer mig stadig og jeg er overbevist om at jeg før eller siden kommer til Rusland igen. Jeg overvejer at tilmelde mig russisk undervisning på Studieskolen her i København. De har også undervisning på højt niveau.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar