Bush sparket af magtens tinde

En af magtens tinder vakler, verdens mægtigste stilling har været på valg. George W. Bush sidder uroligt på en lille sneklædt tinde og mærker den bore sig op i sin højre finanskrise som en sløv stoppenål der ikke helt kan få hul. Under ham kan han høre massernes tilråb – de er ikke til ham men til den lille gruppe af mænd og en enkelt kvinde på vej op af bjergets stejle vægge. Nærmest tinden ser han skyggen af en mand som adræt forcerer selv de mest genstridige udhæng på bjergets væg. George W. Bush klemmer uroligt taget om sin talisman – et pentagon – for han stoler ikke helt på oppositionen og kan ikke helt huske førerens navn – Obama…?

George W. Bush ved at han er færdig, sådan er demokratiet. Han klamrer sig til sin spydspids så kold som is og så lang som verdens ende, mens han langer ud efter de andre, men fra nu af går det kun ned ad bakke og på vejen må han passere mange af de tæer han har trådt på.

Fra en overbefolket tinde i nærheden hører George W. Bush en stemme der opmuntrer og hepper, mens andre på tinden stiltiende ser til eller har travlt med at opmuntre legetøjsbjørnen på den russiske tinde til at trodse ham. Bjørnens dukkefører, Vladimir Putin, ved at der er glat på toppen så han bruger sin legetøjsbjørn som skjold mens han genopbygger sit enevældige bjerg. På EU’s tinde fordærver mange kokke maden, men snart vil de finde en chefkok og George W. Bush ved godt at det vil få konsekvenser. Han har allerede måttet stå skoleret over for EU for sin håndtering af USA’s finanser, han kan ikke tillade at disse naive Europæere svækker hans troværdighed.

I det fjerne hører George W. Bush resterne af et ekko: … ihad – ihad – had – ad. Til sidst dør ekkoet ud. Irriteret over sine venner i EU og Rusland pirker han lidt med sin spydspids i Asif Ali Zardaris bjergfod i et stille håb om at kunne frembringe en provokation. Asif Ali Zardari har selv travlt med at skubbe rivaler ned fra sin tinde medens han desperat spørger sin gode ven Mahmoud Ahmadinejad om han da ikke snart er færdig med sit nye legetøj så de kan få fred for de vantro? Han vidste at han ikke kunne klare dem selv og det stod skrevet at de skulle samarbejde for at opnå en bedre verden. Sammen ville Gud have magten til at jage hundene på flugt.

Disse mennesker på magtens tinder lever et koldt og hårdt liv. De har kæmpet sig til tops med hver deres klippefaste tro på at de kan sikre en bedre verden for dem selv og deres folk. De vil hver især skabe freden og deres folks lykke. De er bare nødt til at bekæmpe hinanden først for de kan ikke enes om midler og forudsætninger.

Ethvert menneske har et ønske om at være lykkelig. Det stræber efter en glad og tryg tilværelse hvor det kan slappe af og være sammen med dem det elsker. Det lyder enkelt men det er det ikke når man ser lidt nærmere på hvad lykke er.

Hvis jeg spørger dig om du er lykkelig kan du sikkert ikke svare entydigt – ja. Din lykke afhænger nemlig af mange ting, der vil altid være noget du ikke er glad for omkring dig som du prøver at påvirke for at få det til at passe i din verden. Din glæde over noget er heller ikke evig. Før eller siden daler begejstringen for dét du har opnået for til sidst at forsvinde.

Problemet med at ændre ting så du selv bliver glad for dem er at andre mennesker måske ikke bliver lige så glade for ændringen som du selv. Da Nørrebrogade i København blev lukket for biltrafik blev cyklister og fodgængere rigtig glade, mens bilisterne blev vrede. Da det blev forbudt at ryge på offentlige steder blev ikke-rygerne glade mens rygerne blev vrede.

Med andre ord vil din lykke medføre andres ulykke og det vil de ikke finde sig i. Derfor vil de hver især og sammen kæmpe for at få en tilværelse som de er glade for. Det hjælper ikke at du stiller dig ud midt på rådhuspladsen og råber hvad du vil ændre. Hvis du vil ændre noget må du have magten til at gøre det.

Din magt beskytter dig selv, din familie, din virksomhed, dit lokalsamfund eller dit land. Hvis vi ikke konstant sikrer vores magt vil andre tage den fra os og derfor er vi nødt til hele tiden at udvide vores egen magt. Det gør vi ved at tage et standpunkt og melde os ind i foreninger, deltage debatter eller blive politisk aktive. Jo flere der lytter jo mere støtte får vi og des mere magt har vi.

Der er mange der lytter til Anders Fogh Rasmussen, der er flere der lytter til Vladimir Putin og rigtig mange lyttede til George W. Bush. Det giver dem magt. Vi har givet disse mænd mandat til at handle på vores vegne og det kalder vi demokrati. Vi tror på demokratiet for det er den styreform vi mener er den rigtige for at opnå retfærdighed og frihed.

Nogle mennesker tror ikke på demokratiet, de tror på noget andet. Derfor lytter de til nogle andre mennesker end vi gør. De har givet andre mennesker mandat til at handle på deres vegne for at opnå det de gerne vil. I vores verden giver det en række uoverensstemmelser mellem de som har magten og så længe vi ikke kæmper for det samme så er vi i krig.

I dag er der krige i verden som der har været det så langt tilbage vi kan huske i historien. Hitler kæmpede for en verden han troede på ville være bedre. Lenin kæmpede for en verden som han mente ville være bedre. Stalin kæmpede for en bedre verden. Deres visioner kan de fleste mennesker sympatisere med, men vejen til visionen kunne verden ikke acceptere.

Det står klart for os alle at vi kun får en bedre verden ved at samarbejde. Én mand kan ikke gøre det alene. Vi finder nye metoder – eller gør vi? Den Europæiske Union er ved at få magt og vi stræber efter at få en præsident som vi kan give mandat til at handle på vores vegne. Andre store mænd har prøvet at gennemtvinge unioner men har hver gang fejlet siden det Makedonske rige. Selv de demokratiske bystater i romerriget måtte bukke under. Da Det Tredje Rige måtte lide døden sammen med Hitler opstod en ny union i demokratiets navn. Et forenet Europa. Hitler ville forene Europa, Napoleon ville forene Europa, Peter den Store ville forene Europa – ja, selv Kong Christian IX prøvede at sikre fred og magt ved at forene Europas adel. Hvorfor skulle vi lykkes denne gang? I 1991 faldt endnu en union, mens vi ufortrødent kæmpede videre og så Sovjetunionens sammenbrud som en sejr.

Den Europæiske Union er ved at få magt. Verdens politimand, USA, måtte for nylig stå skoleret overfor EU. USA havde svigtet i forvaltningen af sine finanser og nu måtte resten af verden lide under det. EU fik øget sin magt, USA blev svækket og andre benyttede muligheden til at tilkæmpe sig endnu et stykke af magtens lagkage. Rusland fik endelig en mulighed for at markere sig som en af de gode ved at tilbyde Island 30 mia. kroner der kunne sikre landet mod bankerot.

Hvad er Ruslands interesse i Island? – jo Rusland har pt. en identitetskrise og har behov for at genvinde sin storhedstids magt for igen at få en placering i international politik. Efter Sovjetunionens fald var Rusland uden større betydning og al opmærksomhed blev rettet mod mellemøsten. Desperat prøvede Rusland at markere sig i kampen mod terrorismen og intet synes bedre end at udnævne Tjetjenien til slyngelstat og derigennem stå side om side med verdens stormagter i kampen. Rusland var noget igen.

Verdenssamfundet kunne dog ikke lide de Russiske tiltag og Vladimir Putin har måttet kæmpe en kamp både nationalt og internationalt for at genskabe den russiske identitet. Jeg har boet i Moskva og når jeg spørger manden på gaden er han forvirret. Han ved ikke hvor han hører til i verden, så han må sætte sin lid til Rusland. Men ingen kan klare sig alene i magtens kamp, Rusland må have nogen at kæmpe med og imod.

Hitler regnede med Englands støtte i kampen mod Stalin, men måtte med tiden indse at han ikke fik den. I dag virker det som om Vladimir Putin har forsøgt at skabe alliancer i Tyskland, Frankrig og Italien, men ikke hele Europa har bakket op om det russiske folks ønske om demokrati, så vi er ved at blive splittet igen. Danmark har fået en enestående mulighed for at markere sig igen ved at give Islam modstand og styrke venskabet med USA. Tidligere sovjetstater følger USA hvilket passede George W. Bush ganske fint for derved sikres USA’s position.

Det passer dog ikke USA at ikke alle lande er lige begejstrede for amerikansk dominans. Hvad sker der når EU får en præsident og hvad sker der når Den Europæiske Union omfatter hele Øst- og Vesteuropa? Hvad hvis unionen kom til at omfatte Rusland eller i hvert fald en alliance med Rusland? Det ville ikke tjene USA’s magtinteresser.
Et missilforsvar opstillet i det centrale Europa vil derimod kunne styrke amerikanske interesser og samtidig sikrer dominans i området. Missilforsvaret splitter til gengæld de europæiske stater. Således har nogle EU stater tætte relationer til USA og andre til Rusland, mens vi alle foregiver at bekæmpe terrorisme.

Freden og lykken er ikke varig, men den er en velfortjent pause i kampen om at opnå den.