lørdag, december 02, 2006

Mit indre landkort

Jeg er lige blevet færdig med min læringsmodel for aktionslæring. Det lykkedes mig at kombinere aktionslæring med værdsættende samtale og historiefortælling. Jeg er ret overbevist om et det kan gå hen og blive et effektivt stykke værktøj som jeg har afsat et stort afsnit til i min bog om vaner og forandring. Jeg har endnu ikke fundet en rammende titel, men jeg har skrevet lidt over hundrede sider, så projektet skrider fremad. Jeg har kun fundet een bog på markedet om vaner som tager et perspektiv der ligner mit og den er indtil videre trykt i 17 oplag siden 1992. Den er en international bestseller, men forfatteren må nok indstille sig på konkurrence når først min bog bliver en succes.

Drømme og visioner er jo det første skridt til at forandre vores liv og den verden vi lever i og allerede når vi fortæller om dem er de blevet til virkelighed, da visionen således er blevet en del af andres verden. Her i min blog har jeg fortalt om mange forskellige ting, og nogle af dem er blevet en realitet. Min første portion øl står og gærer lystigt og om en uges tid skal de 20 liter øl tappes på flasker og med lidt held er de klar til Jul. Snart er jeg halvvejs med manuskriptet til min bog, som bliver på omkring 250 sider.

Ord er magt og har man ordene i sin magt og viljen til at handle, så har man også evnen til at opnå det man vil. Derfor besluttede jeg mig for at jeg ikke vil nøjes med et tilfældigt job, jeg vil have drømmejobbet. Jeg har ikke fået det endnu, men jeg er godt på vej og er således igang med et projekt hos SKAT i Århus i procesoptimering. Kommunesammenlægningerne giver jo som bekendt en række udfordringer da der skal foretages gennemgribende forandringer, der vender op og ned på arbejdsrutiner og vaner i de offentlige virksomheder. Derfor er mit arbejde hos SKAT meget relevant for min bog og mit drømmejob. Måske starter jeg som selvstændig agent i forandring?

Ingen kommentarer: