lørdag, august 12, 2006
En excentrisk Københavner
Her til aften gik jeg en tur i området og endte i den gamle del af det indre København tæt ved Rosenholm Slot (hedder det sådan?) Mens jeg stod og kiggede på de flotte gamle middelalderhuse, kom en mand forbi og spurgte hvad jeg ledte efter. Han var meget karakteristisk af udseende, meget tyk og sjusket klædt og med et viltert hår der stod ud til alle sider. Han havde tykke briller på og om ørerne et par store høretelefoner der var tilsluttet en cd-afspiller som var sat i klemme i bukseremmen på toppen af hans mave. I hånden havde han en Barcardi Breezer, som han gerne nød et par stykker af på hans byvandring lørdag aften. Det var hans måde at gå i byen på da han syntes at han var blevet for gammel til at gå rigtigt i byen. Jeg forklarede ham at jeg ikke ledte efter noget, men at jeg gik på opdagelse da jeg aldrig rigtig havde været i København før. Manden var en særling men meget interessant at snakke med, han var historieinteresseret og nok lidt excentrisk. Jeg fik en masse historie om husene i det indre København, men også historier om hans kammerats 40 års fødselsdag på Fyn, kursus ved Søsterhøj ved Århus, skandalen om at flytte en statue ud til operaen og lidt brok over dårligt ingeniørarbejde i hans nuværende bolig. Det er altid spændende at snakke med folk som man møder tilfældigt og uventet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar